Baptiste... Hjælp mig...

[Charlie Griffin]

@theevilqueen14

Charlie var ikke sikker på hvordan hun var kommet tilbage i gaden, men hun kunne tydelig huske hvor hun havde været! Eller det vil sige, så meget huskede hun ikke. Hun huskede smerten og frygten men ellers ikke meget. Roligt kom hun til sig selv igen. Der stod en masse folk og så på hende. Det var alt for meget. Hun ville bare væk. Hun var bange og forvirret. 

Hun havde mistet sin tryllestav et sted, så den kunne hun ikke bruge. Hun tog bare sit tørklæde og bandt det om hovedet så man ikke kunne se det frygtelige ord i panden. Hvor skulle hun tage hen? Hvem turde hun stole på? Der var én, hvis bare hun kunne huske hvor han boede. 

Sløvt gik hun gennem gaderne, hun måtte stoppe op flere gange for at orientere sig, før hun kunne gå videre. Så endelig kom hun til noget der virkede bekendt og snart var hun ved hans lejlighed. Med nogen af sine sidste kræfter bankede hun på døren. “Bap... Baptiste? Er du hjemme” hun sank sammen ved foden af døren og håbede han ville åbne døren. 

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Baptiste var inde i sit dejlige hus med sin hund Hector. Den brune labrador fes rundt om benene på ham, som han forsøgte at lave noget mad til sig selv (og hunden også, han kunne ikke lade vær med at dele med den).

Først hørte han ikke den svage banken, men da hunden løb gøende ud i gangen vidste han, at der var nogen ude foran hans dør. Han fulgte efter hunden, som piskede af sted med logrende hale. Den elskede at få gæster. Især fordi, at selvom det var Baptistes gæst, så mente Hector, at det var hans.

Han tog fat i den unge hunds halsbånd, og holdt godt fast, mens han åbnede døren. Han fik et chok, da han fandt Charlie liggende op af døren. Godt døren åbnede indad da! Nåede han lige at tænke, før han opdagede, at hun var ilde tilredt.

"Hector! Kurv!" beordrede han hunden, og greb fat i Charlies hånd.

Han hev hendes arm over sin nakke, og fik hende på den måde op og stå.

"Er du okay, Charlie?" spurgte han, stadigvæk med accent.

PÅKLÆDNING

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Charlie Griffin]

Charlie mærkede at noget af hendes improviserede ryglæn forsvandt bag hende og kort efter mærkede hun nogen tage fat i sig. “Nej! Nej ikke mere nu lad være” hun kunne ikke helt skelne mellem tanker og virkelighed. Lige nu vidste hun bare at nogen tog fat i hende og det betød smerte. 

Så hørte hun Baptistes bekymrede stemme og hun kiggede lidt fraværende på ham. “Baptis... jeg vidste ikke hvor... jeg skulle tage hen.” Fik hun fremstammet hun var bange og lagde derfor armene om ham, stadig med tørklædet om hovedet, så man ikke kunne se hvad der stod i hendes pande, men dog fornemme at der var noget. “Jeg... jeg vidste ikke... må jeg være her.. bare lidt?”

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Baptiste shh'ede på hende, som hun begyndte nærmest at tale i vildelse. Han forstod ikke helt, hvad hun ikke ville have, at han gjorde, så han stod blot helt stille.

"Selvfølgelig må du blive her. Så længe du vil og har brug for." Han halv slæbte, halvt bar hende ind af døren og ind i sit hjem.

Han lagde mærke til en blodplet, som sivede ned af hendes pande, og at hun havde noget bundet om hovedet. Han ville dog ikke gøre noget ved det i først omgang. For så lidt blod som der var vurderede han, at det ikke var nogen slem skade. Der var andre ting, som skulle ordnes først.

Han slæbte hende ind på soveværelset, for sofaen var jo af læder, og lidt kræsen var han da. I hvert fald med blod og en hvid sofa.

"Er du ok?" gentog han, da hun lå på hans seng.

Hector stod ovre ved døren ind til soveværelset og peb. Selv han kunne fornemme, at noget var galt.

PÅKLÆDNING

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Charlie Griffin]

Hun klamrede sig til ham som han bar hende gennem lejligheden og ind i soveværelset, hvor hun blev lagt på sengen. Hun var stadig bange men det hjalp at han var der nu. "Tak..." Lød det stille fra hende da hun fik lov til at blive. Hun turde ikke være alene. 

Det værste var bare, at hun ikke rigtig vidste hvad der var sket. Hun kunne huske smerten og frygten men ikke andet. Derfor rynkede hun også på brynene ved hans spørgsmål. "jeg ved det ikke.. Jeg.. jeg ved ikke hvad der er sket. Pludselig var jeg bare i diagonalstrædet og..." hun lukkede øjnene og et par tårer trillede. Hendes krop huskede tydeligt de smerter hun var blevet udsat for. "Det føles som om jeg er blevet brændt og gennemtævet...." Hun skjule ansigtet for ham, flov over at hun ikke vidste hvad der var sket og over at hun nu lå der og græd. Så et sted ned i puden fortsatte hun. "Jeg tror måske jeg har tabt min tryllestav. Jeg  har den ikke længere." Hun havde altid været klodset, men at tabe den uden at lægge mærke til det, det lignede ikke hende. Endnu en ting der gjorde hende bange.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Baptiste smilede til hende på en måde der bare sagde 'så lidt'. Han ville altid hjælpe hende, når hun havde brug for det. Hell, han ville hjælpe de fleste, men især Charlie.

"I diagonalstræde? Hvordan endte du dog der? Var du drugged eller sådan noget. Føler du dig ør? Skal jeg tage dig til hospitalet?" spørgsmålene haglede nedover Charlie, som hun så meget svag ud.

Han lagde en pegefinger under hendes hage, og løftede hendes hoved, så hun så på ham. Hun skulle ikke være flov. Ikke engang over at have tabt sin tryllestav. Den del skulle de somhen nok løse. Det skulle ikke være noget stort problem.

"Tryllestaven skal vi nok finde, bare rolig. Men vi skal lige have taget os af dig først."

Hunden stod stadigvæk og peb ved døren, mens han forsigtigt rakte op efter det stof, som hun havde bundet om hovedet.

"Hvad har du lavet med hovedet?" sagde han, mens han forsøgte at løfte stoffet væk.

PÅKLÆDNING

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Charlie Griffin]

Hun var ret sikker på at hun ikke var blevet drugged. Der var en teori hun havde holdt for sig selv hele tiden. Mest fordi det ikke gav mening og fordi hun slet ikke turde tænke på, hvis tanken var sand.  Hun trak vejret dybt, men lod fortsat tårerne trille lydløst. 
Da han spurgte til om hun skulle på hospitalet, rystede hun bare på hovedet. Hun havde ikke lyst til at tage nogen steder hen. Ville bare blive der i sengen. Hun havde en ide om at det ikke var så let at få hendes stav tilbage, som han fik det til at lyde, men hun sagde ikke noget.

Da han spurgte til hendes hoved og greb ud efter tørklædet lagde hun en hånd i vejen. Hun så på ham lidt og uden at sige noget fjernede hun tørklædet så de blodrøde bogstaver kunne ses på hendes pande 'Mudderblod'. Hun vidste næsten hvad det betød men kunne ikke sige noget. Hun græd bare og lænede sig ind mod Baptiste og prøvede at skjule ordet igen.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Baptiste aede hende over håret, og forstod godt, at hun intet sagde. Hun virkede meget forvirret og lidt tummelumsk, så han nøjedes med de små henvisninger til hendes mening.

"Ok, intet hospital så." Han trak sin stav ud af sin vest, og svang den.

Straks kom en skål med lunkent vand, og et stykke klud svævende ind af døren, og hen over hovedet på Hector, som snappede efter kluden. Han tog skålen i luften, satte den på natbordet, og lagde kluden ned i den.

Han fik ikke lov til at pillet tørklædet af, men hun gjorde det selv. Han så overrasket på de blodrøde bogstaver, og krammede hende ind til sig, da hun søgte ham. Han var ligeglad. Hans tøj var i forvejen rødt, så lidt blod fra eller til gjorde ingen skade.

"Mon cherie, Charlie..."

PÅKLÆDNING

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Charlie Griffin]

Nu hvor Baptiste holdt om Charlie ville han helt sikkert kunne mærke hvordan hun rystede. Det var ikke noget hun kunne gøre for. Men hun var så bange. Det var modbydeligt at huske en smerte som hun ikke kunne huske var blevet kastet på hende. Hun vidste bare at hun havde været virkelig virkelig bange. 
Da Baptiste så talte til hende igen  forsøgte hun at trække sig væk fra ham. Ikke fordi hun ikke kunne lide ham, det kunne hun, men det var det han havde sagt. "Nej.. Nej lad være" Men så blev hun alligevel mere rolig igen. "Undskyld. Jeg... Er det meget slemt?" Hvad hun egentlig gerne ville vide var om det var muligt at fjerne ordet fra hendes pande.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Baptiste så overrasket på hende, som hun trak sig væk fra ham. Det plejede hun ikke at gøre, men han lod hende selvfølgelig gøre det. Han ville ikke holde hende fast eller noget.

"Det kan man vidst godt kalde det," sukkede Baptiste og holdt sin hånd lige over sårene. Han mumlede en lille besværgelse, men den virkede ikke rigtig efter hensigt. Det stoppede med at bløde, men ordene var der stadigvæk.

"Ved du hvad der står?" spurgte han hende så.

Han ville trods alt gerne vide hvor meget hun vidste leler ikke vidste.

PÅKLÆDNING

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Charlie Griffin]

Hun sank en klump og et nyt vandfald af tårer løb ned over hendes kinder. Så nikkede hun langsomt. “Kan du få det væk?” Hun ville ikke leve resten af sit liv med det ord i panden. Det var simpelthen ikke enmulighed. Hun var så flov og ked af det. 

“Baptiste jeg.. jeg kan...” hun lukkede øjnene og søgte igen hans nærhed. Hans favn var tryg og sikker og det var hvad hun havde brug for. “Alt jeg husker er smerten. Det gjorde så ondt og... jeg var virkelig virkelig bange.”  Hun stoppede og blev pludselig helt bleg. “Jeg skulle have lyttet fra starten af”

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Baptiste aede forsigtigt hendes kind. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Eller snare, hvordan han skulle sige det. Han prøvede en anden besværgelse, men den virkede heller ikke.

"Det ved jeg ikke. Din bedste chance er nok at komme på Sankt Mungos. De har en masse eliksirer og den slags. Min spidskompetence er trods alt Skadelige eliksirer og plantegifte, så jeg er ikke helt så skilled i sårhealing," forklarede han langsomt, så rolig han nu kunne gøre det.

Han vidste ikke helt, hvordan han ellers skulle sige det, så det var sådan det nu blev til. Han smilede til hende, og håbede at det så beroligende ud. Han håbede...

"Lyttet? Til hvad?" spurgte han foruroliget.

Det lød virkelig ikke rart, det hun havde været ude for. Hvad var der dog sket? Hvem havde angrebet hende?

"Og du kan slet ikke huske hvem der gjorde det ved dig?" sagde han lidt højt, mens han gik ud på badeværelset, og ledte efter eliksirer, som burde kunne heale sår. Dem havde han nemlig derude.

PÅKLÆDNING

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Charlie Griffin]

Hun så op på ham lidt med et flovt udtryk i øjnene. "Charles Carrow fortalte mig i ferien at jeg skulle holde mig fra Hogwarts. At en... en som jeg ikke havde noget at gøre der." Måske hvis hun havde lyttet der var der ikke sket hende noget. 
Men hun huskede ikke noget om at Charles havde været en del af dette her. Det var selvfølgelig begrænset hvad hun huskede overhovedet. 

Hun havde ikke lyst til at forlade lejligheden, hun havde ikke lyst til at blive set af nogen og oven i det, så var hun enormt træt ovenpå det hele. Hans næste spørgsmål fik hende til at ryste let på hovedet. "Ingenting. Jeg kan huske alt hvad de gøre og alt hvad der skete, jeg kan bare ikke huske hvem de var." Hun sukkede. Det var som om det var helt fjernet fra hendes hukommelse.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Baptiste lagde hovedet let på skrå, på samme måde som Hector gjorde, når han tried to wrap his head around things. Og det var ikke nemt. Tænk at nogen i den moderne verden kunne finde på at sige sådan noget?

"Charles Carrow, hmm?" lød det tænksomt fra ham, mens han rodede rundt blandt eliksirerne, og fandt en slags creme, som skulle heale det meste.

Eller burde i hvert fald kunne. Det var i hvert fald hvad der stod på etiketten. Han tog flasken med ind til Charlie. Tænksom så han ud, da han stod og så på hende.

"Det lyder som om du er blevet oblivieret," sagde han langsomt, og rakte flasken til Charlie. Så kom han i tanke om, at hun ikke kunne se hvad du lavede.

"Vil du eller skal jeg?" Han nikkede mod flasken i sin hånd.

PÅKLÆDNING

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Charlie Griffin]

Hun nikkede da han spurgte ind til navnet. Det var lidt dumt egentlig eftersom han ikke var i rummet. Men det tænkte hun ikke lige på. 

Et øjeblik senere trådte han dog ind til hende, hvilket gjorde hende ret glad og derfor også smilede til ham. Da han gav hende flasken med savle tøvede hun lidt og rakte ham den så igen. “Du må hellere gøre det. Du kan bedre se. Men.. forsigtigt” hun smilede taknemmeligt til ham og vidste at hun var i gode hænder. Det var rart. Men han arbejdede rynkede hun dog brynene. “Oblivieret? Kan man gøre noget mod det” hun var ikke sikker. Hun havde ligesom ikke rigtig prøvet det før.