Lidt hjælp på vejen

[Marcas MacFusty]

Hun virkede ikke til at forstå det. Men hvordan skulle hun også det. Det var ikke hende der sad begravet i følelser der ikke var til at håndtere. Han kiggede op på hende og åbnede munden for at ville sige noget, men lukkede den så igen. Hvordan skulle han få hende til at forstå det?

Så tøvede han. Måske greb han det helt forkert an. Hun var jo en pige, måske skulle han tale anderledes til hende end hvis det havde været drengene. "Okay Maggie. Du kender min bror jo. Michael MacFusty han blev jo lærer fordi han mistede hånden. Andre har mistet livet i arbejdet med drager. Er du klar over, hvilket pres der ligger på ens skuldre, når man ikke tør tage den vej familien forventer af dig?"  Han rejste sig igen og slog ud med armene, mens han afgav et lille fnys. "Jeg har intet valg. Det er min fremtid. Derforhar jeg brug for en opgradering. Noget der gør at jeg kan klare det. Og ja. Så er der Mairwen Baines. Hun ser mig ikke. Jo måske som en slags sørgelig ven, men det er ikke det jeg vil være. Dermed ikke sagt jeg vil være en anden. Jeg vil bare.... bare ses."

[Maggie Hayes]

Det var noget af en tale, Marcas fandt frem til hende og Maggie fik en klar for emmelse af, til det var noget, han havde gået og båret rundt på længe. Hun slap et lille suk og smilede over til ham.

“Hør, Marcas, det lyder alt sammen meget indviklet, men du er stadig kun en dreng. Der er ingen veje, der er valgt eller besluttet for os. Jeg troede, jeg skulle undervise mugglerbørn i engelsk som voksen, da jeg var lille, men nu er jeg her på et fortryller slot med nogle af Europas bedste undervisere i de forskellige fag, der gør en nogenlunde velafrundet magisk uddannelse” fortalte hun blidt.

“Det betyder overhovedet ikke, jeg kan sætte mig ind i det, men.... Måske du skulle tage skolen færdig og så se, hvordan tingene ser ud, når du er myndig? Og med hensyn til Mairwen, så bare tag det roligt og snak med hende. Prøv at tilbringe tid sammen med hende og sørge for, at du er helt sikker. Så kan du altid snakke med hende.”

[Marcas MacFusty]

Hørte hun overhovedet ikke efter? "Jeg kommer fra en familie af drageopdrættere, de forventer jeg fortsætter familiens erhverv." Forsøgte han, selvom flere af hendes ord begyndte at trænge ind hos ham. Det var bare så svært. Dog hjalp det en hel del at hun fortalte om sig selv også. "engelsk hva? Du ville sikkert være god til børn." Kommenterede han med et lille smil. Hun var super venlig. Det ville mange børn sikkert kunne lide. 

Det var svært at være ham. Der var intet der gik hans vej så hvordan skulle han bare kunne lytte til hendes ord? og hvad med Mairwen? Hun ville jo bare se ham som et pjok. Maggie så ham som et pjok. Sådan virkede det hvert fald. "JEg vil jo gerne bare imponere hende...."

[Maggie Hayes]

Igen var det et spørgsmål om tålmodighed, mens Marcas begav sig ud i en temmelig rodet monolog, som Maggie prøvede at finde hoved og hale i. Hun smilede let til bemærkningen om at blive en god underviser, men lagde ikke megen vægt i hans mening.

"Du skal nok imponere hende bare ved at være dig. Og hvis det ikke er nok, så må du finde den pige, der synes, du ikke bare er nok, men helt perfekt præcis som du er."

[Marcas MacFusty]

Marcas kørte en hånd lidt opgivende gennem håret. “Hvordan skulle jeg så gøre det? Hun ser mig jo ikke” han var ikke speciel nok til at blive lagt mærke til. Hvorfor kunne han ikke bare få lidt hjælp til hvordan han blev mere selvsikker? Så kiggede han på Maggie og sukkede. “Jeg tror bare ikke jeg er enig i hvad du siger. Hvis du har en krukke eller noget andet der er ødelagt, så ville du repeterer det, ville du ikke?”

[Maggie Hayes]

Maggie prøvede virkelig at hjælpe knægten med at indse, at selvsikkerhed og selvaccept kom indefra og ikke var noget, en syttenårig løve kunne lære ham, men Marcas var stædig som et æsel og de kom ikke rigtig nogle vegne.

"Det er et rædselsfuldt forsøg på en analogi," indvendte Maggie, der godt kunne se, hvor han var på vej hen med sine ord. "Du er ikke ødelagt. For Guds skyld, Marcas, du er kun seksten og er ikke engang myndig endnu. Du har ikke behov for andet end at lære en ting eller tre om arbejdsmoral og selvaccept og det får du ikke af at hænge for meget ud med typer som Imrah, Ennis, Liam eller nogle af de andre." Det var lige før hun fortrød, at hun ikke bare havde kastet ham for løverne.

[Marcas MacFusty]

Det var virkelig ikke nemt at få Maggie til at forstå hvad han prøvede på. Hun virkede farvet af sine tanker og ikke særlig åben for at lytte. Det begyndte at genere Marcas en anelse. Hvordan skulle han så få hende til at forstå det? Han havde et forsøg mere. “Okay prøv så at se sådan her på det. Hvis du harven opgave og du intet ved om emnet, så læser du op på det ikke?” Han så afventende på hende og sagde ellers ikke mere. Nu måtte han gøre det i små bidder. 

[Maggie Hayes]

Maggie tog en dyb indånding og prøvede virkelig at lytte, selvom hun var riravruskende uenig med Marcas i praktisk talt alt, han havde sagt indtil videre.

"Jo, det gør jeg, men igen er jeg ikke tilhænger af analogien, Marcas," svarede hun ærligt og prøvede virkelig ikke at lyde hverken bebrejdende eller afvisende. Måske han rent faktisk ville prøve at lytte til hende også, så.

"Forelskelse kan ikke sammenlignes med opgaver. Mairwen Baines er en pige med tanker og følelser og en egen vilje. Det er derfor det at score er så latterligt at tale om, fordi det er ikke en envejsaktivitet. Du kan bare tale med hende og være en ordentlig person og håbe, at hun forelsker sig i det. Forelskelse er en smuk, skrøbelig ting, der opstår på de underligste måder af og til. Det kan ikke forklares eller rationaliseres." Uanset hvor gerne hun ville det.

[Marcas MacFusty]

Marcas sukkede igen. “Du har stadig ikke forstået det. Jeg gør ikke dette her for at score hende ikke rigtig. Jeg gør det for at... for at turde sige hvad jeg føler for hende” han glemte hvad han før havde forsøgt at forklare maggie. Det var måske alligevel ikke vigtig. Han håbede bare hun snart ville forstå ham. “Problemet er jo netop at jeg ikke bare kan tale med hende. Jeg ved ikke hvordan jeg gør det. Ikke rigtig” det var tydeligt at se på Marcas at de havde nået sagens kerne. At han gerne ville men simpelthen ikke kunne tale med hende. Ikke om det rigtige hvert fald. 

[Maggie Hayes]

Maggie var ikke vant til at få at vide, at der var noget, hun ikke forstod, og hun brød sig ikke om følelsen, men i det mindste lod Marcas til at være kommet lidt væk fra de rædselsfulde metaforer.

"Åhr. Det kender jeg godt. Jeg har også selv været en komplet idiot at høre på i mange år," bemærkede hun og smilede skævt. "Jeg ved ikke rigtigt, om jeg nogensinde kom over det, men... Ja, jeg har en kæreste nu, så noget må jo have virket, ikke?" Hun havde i hvert fald ikke fået råd fra hverken Imrah, Ennis eller Liam.

[Marcas MacFusty]

Marcas begyndte at arbejde mere sammen og satte sig da også over på et af bordene, så de bedre kunne snakke. Han lyttede til pigens ord og rynkede brynene let. “Måske er det din hjælp jeg har brug for så. “ konkluderede han og så så ned i jorden. “Hvis du da altså vil hjælpe mig efter min opførsel” han følte sig pludselig pinlig over sin stædige opførelse og ønskede at han havde lyttet bedre og tidligere. 

[Maggie Hayes]

Hvad det var, der havde virket, vidste Maggie ikke, men som ved et trylleslag, var hun faktisk nået igennem til Marcas. Hun smilede blidt.

"Der er altid hjælp at hente for de, der gerne vil have den," forsikree hun ham venligt. "Men altså... Du har jo været reel over for mig. Måske det er det det, du skal forsøge med hende?"

[Marcas MacFusty]

Marcas kunne ikke helt skjule sit smil da hun indvilgede i at hjælpe. Det var rart. Inden han gik igang var der dog noget andet han lige ville have af banen først. “Undskyld at jeg opførte mig dumt før. Jeg bliver bare så frustreret når folk ikke forstår hvad jeg prøver at fortælle dem” forklarede han så lidt pinligt og så ned. 

Nu måtte han hellere så få det bedste ud af det så han kunne lære noget. “Jeg har snakket med hende to gange. Det var super hyggeligt. Sidst mødte jeg hende i diagonalstrædet og gav is men alligevel så... jeg er vidst ikke hendes type, selvom hun virker så glad når vi er sammen” han håbede Maggie kunne følge med og endnu bedre at hun kunne hjælpe ham med hvad han kunne gøre. 

[Maggie Hayes]

Maggie smilede, men vidste ikke, hvad hun skulle sige. For hun havde jo forstået præcis, hvad Marcas havde sagt, hun havde bare været rygende uenig hvert skridt af vejen. Men nu havde de endeligt fundet en forståelse, der ikke skulle ødelægges med dén kommentar.

"Hvorfor tror du ikke, du er hendes type, hvis du gør hende glad?" spurgte hun forsigtigt.

[Marcas MacFusty]

Marcas kløede sig lidt i nakken og blev højrød i hele ansigtet. Det var ikke så lige til dette her. "Fordi..." Han rømmede sig lidt og prøvede igen. "Fordi jeg kyssede hende på kinden i sommers og så sagde hun at jeg var sød og at hun ikke ville lede mig på afveje." Set i bakspejlet var Marcas ikke helt sikker på hvad det faktisk betød, andet end at han altså ikke være Mairwen Baines type. 

Han havde jo gjort alt det rigtige. været sød, troet på hende, lyttet til hende. Det hele havde han gjort og han havde ikke så meget som hilst på hende efter skolen var startet. Måske skulle han bar opgive det i stedet... Som tankerne satte sig fast i hans hoved, var det tydeligt at se hvordan hans øjne mistede gløden og blev mere triste.