Minut for minut [TW samtale om vold og tvang]

[Philippa Carrow]

Monique Bonaccord
13. september sent om aftenen

Philippa var blevet liggende på gulvet i et stykke tid, efter Charles var gået. Hun havde ikke været i stand til at rejse sig efter det han havde gjort ved hende. Det havde virket som om det havde varet i evigheder, at han aldrig ville stoppe, men nu det var ovre var hun efterladt med smerten og den skam han havde pålagt hende.

Hun var i chok da hun trådte ind i pejsen og udtalte navnet på Moniques lejlighed. Hun vidste ikke helt hvorfor hun valgte at tage derhen, det virkede bare som hendes eneste mulighed.
Da hun trådte ud af pejsen, lignede hun en der havde set et spøgelse. Hendes hår var helt filtret, hvilket var stor kontrast til hvor stramt det normalt sad og hendes tøj bar stadig tegn på at være blevet revet op, selvom hun havde knappet sin kjole igen. Til sidst satte hun sig bare brat ned på gulvet, fordi hun havde så ondt.

[Monique Bonaccord]

Monique ventede ikke gæster og derfor undrede det hende en smule, da hun hørte pejsen. Med staven hævet trådte hun ud af soveværelset, udelukkende for at se Philippa i en herrens stand.

Der var ikke særlig mange mennesker, Monique bekymrede sig for, ud over sin morfar og Antoinette, men alligevel var der et eller andet i hende, der rørte bare en smule på sig ved synet af kvinden siddende sådan. Hun skridtede over til hende og faldt ned på knæ, armene skærmende omkring hende.

"Hvad er der sket dig, belle sœur?" Stemmen lød næsten bekymret.

[Philippa Carrow]

Monique var en af de eneste der havde vist hende en smule venlighed det sidste stykke tid og det var derfor det første sted hun tænkte på at tage hen. Philippas blik var fyldt med tårer da hun så på sin elskerinde.
"Charles." Hviskede hun. Hun tog en dyb vejrtrækning og slog blikket ned mod sine hænder. "Han tvang mig."
Derefter lagde hun sig ind mod Monique og pressede næsen mod hendes skulder. Hun havde et behov for at komme tæt på hende, på at mærke den følelse hun havde haft sidst de var sammen, det kunne hun bare ikke for det eneste hun kunne mærke var smerten.

[Monique Bonaccord]

Monique vidste godt, hvad der var sket. Hun havde vidst det, fra hun så måden, Philippa sad det og kun fået det bekræftet ved lugten af hende, blikket flakkende af skam. Alligevel fugtede hun læberne. Hjertet bankede hårdere i hendes bryst, maven trak sig sammen.

"Tvang dig til hvad?" spurgte hun langsomt, mens blikket blev hårdt.

[Philippa Carrow]

Philippa kunne næsten ikke sige ordene, hun skammede sig så meget. Hun ønskede hun kunne glemme det hele ved ikke at sige det. Alligevel tog hun en dyb vejrtrækning og hev lidt hårdt fat i Moniques tøj.
"Han smed mig ned på gulvet og kastede crucio på mig. Jeg prøvede at tale ham til ro, men så lagde han sig ind over mig og kyssede mig voldsomt. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han holdt mig nede og rev min kjole op." Fortalte hun mens hun hev efter vejret. "Han voldtog mig. Det gjorde så ondt, jeg troede aldrig han ville stoppe."

[Monique Bonaccord]

Det var en mere grafisk beskrivelse, end Monique mente at have bedt om og blodet brusede varmt under hendes hud. Det var længe siden, hun direkte havde hungret efter at tage et liv, men nu var det blændende.

Hun tog en dyb indånding. "Kom," hviskede hun blidt og løftede med magi kvinden med sig ud på badeværelset, hvor hun satte Philippa fra sig på det bløde gulvtæppe. Med et par sving fra staven var badekarret fyldt med dampende varmt vand.

I næsten ukarakteristisk blide berøringer begyndte hun at prøve at hjælpe kvinden på gulvet ud af tøjet.

[Philippa Carrow]

Philippa bemærkede nærmest ikke at hun svævede ind på badeværelset. Hun slap dog ikke Monique helt. Hun ville være helt tæt på hende, fordi hun var hendes eneste trøst i det rædsomme liv hun var endt i. Tøjet var nemt at få af hende, hun havde ikke skiftet efter Charles rev det op, men bare forsøgt at sætte det sammen på en eller anden håbløs måde.

[Monique Bonaccord]

Det var ikke svært at få Philippa ud af tøjet, men Monique var blød og forsigtig med hende. Da hun ikke havde mere på, måtte Monique igen hæve staven og med dens hjælp få hende ned i det varme vand.

Hun blev siddende på gulvet ved karrets side og strøg hende blidt over håret. "Ma belle sæur," hviskede hun og rystede lidt på hovedet.

[Philippa Carrow]

Vandet var den helt rette temperatur og hun slappede langsomt af, mens hun lænede sig ind mod Monique selvom karret adskilte dem.
"Je vais le tuer." Hviskede hun og så ind i hendes øjne. Vreden glinsede i hendes blik, selvom det var svagt.

[Monique Bonaccord]

Monique havde ikke haft nogen anelse om, at Philippa talte fransk. Før nu. Det gjorde næsten sagen værre. Charles Carrow have altid været syg og forkert. Et råddent æble. Og nu havde hans fordærv spredt sig til Philippa, en ren og smuk fuldblodspige, der endda tale Moniques modersmål så elegant og fint.

"Bien sûr," hviskede hun og kyssede hende blidt over panden, før hun skiftede over til engelsk igen. "Jeg hjælper dig gerne."

[Philippa Carrow]

Philippa brugte mest sit franske til at imponere sine forældre og deres venner med, men lige pludselig havde det føltes så rigtig at tale til Monique sådan.
"Jeg forgifter ham. Tror jeg." Hviskede hun. Det skulle ske på den måde. Så var hun sikker på at hun kunne udføre det.

[Monique Bonaccord]

Monique nikkede langsomt. "Plus tard," forsikrede hun hende. Der var tid nok og de kunne altid snakke om det. Men lige nu var der ting vigtigere end mord.

Hendes hånd lagde sig på siden af en bleg kind. "Hvor 'ar du ondt?" Ikke at der var meget, hun kunne gøre. Hun havde altid været bedre til at gøre skade end gang. "Jeg kan finde dig en 'ealer?"

[Philippa Carrow]

Philippas krop værkede stadig efter crucio besværgelsen og at blive kastet ned på gulvet. Hun sukkede lidt over Moniques ord.
"Min ryg og her, på siden hvor jeg faldt. Og mit.. køn." Sagde hun og fik røde kinder af skam.
"Kan du det?" Spurgte hun smilende. Det ville være rart hvis smerten kunne gå væk.

[Monique Bonaccord]

Tomlen strøg over Phlippas kindben, mens hun talte. Det var ikke rart at se hende i en sådan smerte, selvom Monique nok ikke ville blive indstillet til årets mest empatiske person lige foreløbigt.

"Jeg prøver selv," svarede hun. "Bliv 'er, ok?" Hun kyssede hendes læber blidt, før hun rejste sig og forlod badeværelset. Raseriet bølgede over hende øjeblikkeligt, da døren var gledet i bag hende.

Charles var gået over grænsen igen. Denne gang skulle det blive den sidste. Hendes hænder rystede og hun tog en dyb indånding, før hun gik ind på Antoinettes værelse, hvor hun sidst mente at have set bogen om helbredelsesmagi. Da hun vendte tilbage, var det både med den og to glas vin svævende bag sig, det ene med smertestillende urter i.

Tavst rakte hun Philippa glasset, før hun slog bogen op. Helbredelsesmagi. Hun hadede det.

[Philippa Carrow]

Philippa vidste ikke hvor hun ellers skulle gå hen. Hendes blik gled forpint efter Monique da hun gik sin vej. Derefter lagde hun sig ned i badekarret og græd.
Da hun kom tilbage så hun op mod hende og tog imod glasset med vin og tog en stor slurk af det. Det hjalp en hel del. Derfor tot hun endnu en slurk.