Hvordan hænger det lige sammen?

[Aurora Lionell North]

Hvordan kunne man undgå at have følelser? Det var da en naturlig del af livet. Ville det betyde han var følelseskold? Nej, han havde jo lige stået og grinet og virket så glad om sin ugle. Det virkede mere kompliceret end som så.
Aurora endte med at rynke brynene og kigge undrende på ham. "Hvordan kan det være?" Hun forstod simpelthen ikke hvordan man kunne leve uden sine følelser. Selvfølgelig blev mange ting lettere på den måde. Tænk sig, hvis ikke hun havde sine følelser ville hun nok ikke skændes sådan med sin far, men så igen... Hvis ikke hun havde sine følelser, ville hun heller ikke vide, at hun gjorde det fordi hun savnede ham og elskede ham. 
Hun kom til at grine lidt over hans spørgsmål. "Mit forhold til følelser? Det er nok ikke helt sundt, men jeg har mange af dem."

[Edmund Nixon]

Edmund vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det, og egentlig havde han ikke rigtig lyst til at snakke om følelser, men det var jo også hans egen skyld, når han hentydede til dem. Han havde mest af alt ikke lyst til at svare, men han tog en indre dyb indånding, før han tog sig sammen til at svare, "Følelser er ikke nyttige, de gør bare en svag, og holder en nede," forklarede han, "De gør bare folk triste, vrede og ineffektive," han trak på skuldrene som han afsluttede sin forklaring. Han havde ingen lyst til at være ineffektiv, han skulle jo være effektiv, så han kunne udleve sine drømme, og gøre sin familie stolt.

"Nå," sagde han tørt, mens han tog et kig ud af vinduet. Han tog en dyb indånding, "Nå, øhh..." startede han, og kiggede rundt før han satte blikket på Aurora, "Jeg må hellere gå nu." sagde han bestemt, koldt, følelsesløst.

[Aurora Lionell North]

hvordan kunne man overhovedet have det sådan med følelser? Tage en sådan afstand til dem? Det kunne altså ikke være sundt. Det virkede forkert. Han var på vej væk da hun besluttede at gribe ind og snakke med ham. Hun grab derfor fat i hans ærme."Så du viser ingen følelser? Betyder det at du slet ikke har dem? Jeg så dig før med din ugle. Der var du glad. Glæde er også en følelse!" Hun så rolig på ham men lod ham ikke slippe. Så nemt skulle han ikke bare komme forbi.

[Edmund Nixon]

Edmund var netop begyndt at tage de første skridt hen mod trappen, da han mærkede Aurora gribe fat i hans arm. Han vendte sig om, "Hvad er der?" spurgte han, imens han prøvede at skjule alle ting, der kunne minde om følelser. Det var bare det nemmeste for ham.

Han begyndte at blive anspændt med alle hendes spørgsmål. Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham være i fred? "Jeg HAR ikke følelser, og dermed kan jeg ikke vise dem!" sagde han i et lettere vredt toneleje, da det var det den hurtigste måde at sige det på. Han havde følelser, der var bare gemt godt væk inde i hans underbevidsthed, og det var sjældent de så dagens lys. "Du må have set forkert så!" fastholdte han, hans stemme begyndte at blive en smule skinger. Han prøvede at få sin vrede ned, og med så mange års erfaring i at skjule følelser, forsvandt den hurtigt. "Hvorfor spørger du da?" spurgte han nysgerrigt, hvor han vendte tilbage til at være den normale Edmund.

[Aurora Lionell North]

Hvordan kunne man lave uden følelser? Aurora forstod det ikke. Det måtte være så frygteligt...tomt. Hun så på ham længe. Han virkede til at vise små bidder af følelser men hver gang forsvandt de hurtigt igen. “Du skjuler dem. Men hvorfor? Du må jo have et hav af ubrugte følelser der fylder inden i dig.” Konkluderede hun for sig selv og overvejede om man kunne eksplodere hvis man gemte for mange følelser væk. “Hvorfor gør du det?”

[Edmund Nixon]

Edmund rynkede panden, "Man kan da ikke skjule følelser?" spurgte han, en smule forvirret af situationen. For det meste var han ikke opmærksom på at han bare skjulte dem, han troede bare at han havde presset dem væk, og at det så bare var forsvundet. "Men jeg har ikke nogen følelser, fordi de er unyttige og gør man svagere," forklarede han, "Og da jeg ingen følelser har, er der ingen ubrugte indeni," fortsatte han med et nik. Edmund hævede sit øjenbryn, "Hvorfor er du så nysgerrig omkring det?" spurgte han, "Der har aldrig været noget der har spurgt mig om alt det der," sagde han derefter.

[Aurora Lionell North]

Selvfølgelig kunne man skjule følelser, men det var absolut ikke sundt! Det var hvert fald Auroras ranker omkring det. Hun så igen på drengen. “Du undererkender dine følelser. Om du bliver vred eller glad. Vi er skabt til at føle. Du kan ikke bare lade være” faktisk skræmte det hende lidt hvor god han var til at skjule sine følelser eller lægge skjul på dem. Det måtte være noget han havde været vant til længe. 
Hun forstod ikke hvordan han kunne mene følelser var unyttige, men han havde ret i at hun var nysgerrig. “Ja. Du virker som en hel modsætning af mig. Det er spændende”

[Edmund Nixon]

Edmund begyndte at blive letter irriteret. Hvorfor kunne pigebarnet ikke bare forstå at han ingen følelser havde. Han stirrede på hende med et koldt blik, "Man kan ikke undererkende noget, man ikke har, Aurora," sagde han. Han løsrev sig hurtigt af hendes greb, inden han trådte et skridt væk. Denne gang ville han være klar, hvis hun skulle til at gribe fat i ham. "Spændende? Jeg er jo bare mine resultater," han trak på skuldrene. Han bed sig i læben, inden han kiggede hende i øjnene, "Vent, siger du, at du har meget dårlige resultater?" spurgte han pludselig.

[Aurora Lionell North]

Aurora så meget overrasket på Edmund. Han virkede ret irriteret af en der ikke havde nogen følelser, men det nævnte hun ikke noget om. Hun kom bare til at smile en anelse. Indtil han nævnte noget med resultater. Hvad var det for noget? "Du er en spændende person. Jeg ved ikke hvad du snakker om med resultater og mindre om at jeg skulle have dårlige resultater. Dårlige resultater i hvad?" Hun var god i skolen og klarede det godt på sin kost, så hvad var det han snakkede om?