Helt ude i tovene (TW: vold, tvang, tortur)

[Charles Carrow]

Charles Carrow var helt ude i tovene. Han havde ikke spist ordentligt i flere uger. Når ikke han befandt sig i en rus af alkohol eller i seng med prostituerede, sov han rusen ud i sin store himmelseng. Han vågnede konstant fra mareridt. Dæmoner martrede hans indre. Dybe render under øjnene gav ham et udhulet, sygt udseende. Og det hele var startet den dag, ham og Maximillian havde dræbt Roy Jenkins. 

Charles lå på sofaen i stuen og stirrede bedøvet på flammerne. Måden de bevægede sig ind og ud mellem hinanden. Så smukke og dog så farlige. Tryllestaven var ved at trille ud af hans højre hånd, der hang ud over sofaen. Han sank en klump og tilkaldte sin husalf for at få ham til at hente et krus vand.


Philippa Carrow

[Philippa Carrow]

Huset der skulle have været hendes hjem, var stadig mere eller mindre tomt. Philippa havde ret hurtigt mistet interessen for at indrette det. Det var jo ikke ligefrem fordi hendes liv var blevet det familieliv som hun havde håbet på. I stedet var det blevet fuld af vold og seksuel udforskning. Derfor brugte hun næsten ingen tid i hjemmet og det var en af grundene til at hun trådte ud af pejsen. Desværre lå Charles i sofaen allerede.

"Godaften." Sagde hun køligt og gik forbi ham. Hun gad ikke hilse på ham, hun havde taget brevene til Alt for heksene med hjem med den hensigt at brænde dem og hun ønskede ikke han rev dem ud af hendes hænder.

[Charles Carrow]

Flammerne ændrede form. Orange blev til sort og lyst. Var Charles' dæmoner ved at manifestere sig for øjnene af ham? Nej. Philippa Carrow trådte elegant ud af flammerne. Uden så meget som at nænne ham et blik marcherede hun forbi ham. Hvor var hun dog smuk. En smuk, forfærdelig nøkke, der aldrig var blevet til den hustru, han havde drømt om. Forbandede hende. 

"Philippa?" sagde Charles. "Vil du ikke nok komme her og sidde lidt?" spurgte han med en stemme der var hæs af for mange ugers druk. Han så ynkelig ud, som han lå der og ikke orkede at rejse sig.

[Philippa Carrow]

Charles lignede en karklud, sådan som han lå på sofaen. Engang havde hun troet han var prinsen på den hvide hest, men han var åbenlyst nærmere aben på det grimme æsel. Hun stoppede dog alligevel op, fordi hun stadig kunne huske, hvordan han også kunne være. Hun bed tænderne sammen og undertrykte en trang til at sukke dybt. Brevene lagde hun fra sig på et bord ved væggen, som var lidt afsides.
Derefter gik hun hen til ham i sofaen og satte sig nede ved hans fødder.
"Hvad er der min egen?" Spurgte hun og smilede til ham. Det var sjovt at kalde ham for kærlige navne fordi det var så langt væk fra det hun følte for ham.

[Charles Carrow]

Charles vidste ikke om hendes kaldenavn var sarkastisk eller ej.
"Hvor har du været?" spurgte han og så op på hende. Det var ikke sagt bebrejdende. Neutralt, nærmere. En lille del af ham havde dårlig samvittighed over måden, han havde behandlet hende på. Alle de damer han havde været sammen med. På den anden side - hvad forventede hun, når han ikke måtte nærme sig hendes nedre regioner med flere meters afstand.
Charles løftede hånden for at række ud efter Philippa, men han skiftede mening på halvvejen og lod den falde. 

[Philippa Carrow]

"Det blev sent på arbejde, jeg blev nødt til at blive." Sagde hun og trak på skuldrene.
"De må jo ikke tro at jeg har tid til at rende rundt og slå mudderblod ihjel." Bemærkede hun og sendte ham et sigende blik.
"Kan du stadig ikke sove om natten?" Spurgte hun og vendte sig rundt på sofaen så hun sad med fronten mod ham. Hun løftede sine øjenbryn en anelse spørgende. Det var sødt, at det havde ramt ham så hårdt. Måske var han bare en lille mors dreng indeni et sted under den hårde overflade. En der bare havde brug for at blive elsket.

[Charles Carrow]

Charles rynkede brynene. Da Philippa fortalte ham nyheden om drabet på mugglerkvinden var han blevet ramt af chok og vantro. Han havde aldrig troet, at Philippa rent faktisk ville gøre den slags, selvom hun havde betroet ham sine inderste hemmeligheder i en fjern tid. Derefter havde han behandlet hende som en skygge på væggen i noget tid. Hvorfor? Måske bitter jalousi over, at hændelsen havde taget hårdere på ham end på hende. At han dybest inde var en kujon.

"Det er den fandens husalf. Han reder ikke sengen ordentligt, så jeg sover dårligt," mumlede Charles og vendte hovedet væk fra hende. Han brød sig ikke om at Philppa kendte til hans mareridt. "Hvad var det, du havde i hånden lige før?" spurgte han. Det havde lignet breve. Måske var han syg og ynkelig, men han var stadig observerende.

[Philippa Carrow]

Det var svært at lade være med at le. Charles gav simpelthen sengetøjet skylden. En klingende latter slap hen over hendes læber og hun forsøgte ikke engang at holde den tilbage. Hun havde aldrig mødt en mand, der havde så dårlig selvindsigt som ham.
"Bare nogle breve fra arbejde jeg skal kigge på." Sagde hun og trak på skuldrene. Hun smilede stadig. Ved Merlin hvor var hendes mand underholdende nogle gange.

[Charles Carrow]

Charles kneb øjnene let sammen ved hendes klingende latter. Lo hun af ham eller noget andet? Han vidste ikke, om han troede på hendes ord.
"Du ville aldrig lyve for mig, vel Philippa?" Hun bragte normalt ikke breve hjem på den måde. "Lad mig se dem." 

[Philippa Carrow]

Philippa havde selvfølgelig ikke sagt sandheden, men nu da løbet var kørt, kunne hun alligevel overraske ham på en anden måde.
"Jo, jeg ville. Det er breve fra min hemmelige elsker." Sagde hun med et hoverende smil. Derefter rejste hun sig op og gik hen og hentede dem. Hun stillede sig på den anden side af sofaen og viftede dem foran hans næse, så han kunne læse dem.
"Du kan selv se. Han er rigtig kærlig og sympatisk." Hendes stemme var silkeblød da hun hviskede ind i hans øre.

[Charles Carrow]

Charles så i et øjeblik både forvirret og fortabt ud; som en mugglerdreng der netop var blevet fortalt, at julemanden ikke eksisterede. 
Det tog et par sekunder at stille skarpt på brevene Philippa holdt foran ham. Han greb et af brevene og læste, og i takt med at blikket gled over blækkets ord, steg kvalme op i hans hals. Galden løb ud i hans årer og tændte en ild i ham. 
"Du har en hemmelig elsker?" spurgte han, med en stemme der pludselig var faretruende klar. Og til hans egen overraskelse gled et sygeligt smil frem på hans læber. Han satte sig op i sofaen. 
"Du er virkelig fremragende, Philippa. Fuld af overraskelser. Hvem skulle have troet at den lille, generte Philippa en skønne dag blev til både en morder og en utro luder?" Han lo hæst. Tanken om, at en anden mand havde haft sin cock oppe i Philippas skræv fik ham til at se rødt af raseri og jalousi.

[Philippa Carrow]

Et fnys slap hen over hendes læber over hans fordømmende ord. Alligevel gjorde de ondt, for den eneste grund til at hun havde gjort det var jo på grund af Charles.
"Hvis du ikke havde været så hjerteløs ville jeg aldrig have gjort det." Sagde hun højt og hev brevene ud af hans hånd.
"Du har stort set ikke været hjemme. Og du har ikke engang et arbejde. Det eneste du er god til er at drikke og hore med kvinder, der ikke har muligheden for at sige nej!" Hun stirrede på ham og derefter gav hun ham en syngende lussing.

[Charles Carrow]

"Hjerteløs?" gentog Charles vredt. "du vil aldrig lade mig røre dig! Hver gang jeg forsøger at lede op til noget er du iskold og afvisende. Du drev mig lige i armene på de kvinder. Mænd har lyster, og hvis de ikke bliver indfriet må man jo søge andetsteds!" Der var en klar undertone af desperat frustration i hans stemme. En bønfaldelse om forståelse. Men så...

Klask.

Charles' kind sved. Hendes ord ramte lige så hårdt som lussingen. Han greb instinktivt Philippas arm. Øjnene var iskolde. Mellem sammenpressede læber spyttede han ordene, "din beskidte, ubrugelige hore af en hustru." Han kastede hende hårdt fra sig på gulvet og løftede sin tryllestav, blind af raseri.
"Crucio."

[Philippa Carrow]

Skrækken dukkede op i hendes øjne, da han greb hendes arm. Hun forsøgte at hive sig fri, mens tårerne pressede sig på. Både på grund af hans hårdhed men også ordene han råbte af hende. Da han kastede hende på gulvet, forsøgte hun at stoppe det så godt hun kunne, men hun endte alligevel med at slå sig selv ganske grundigt.
Et øjeblik efter var hendes krop fyldt med smerte og tårerne løb ned ad hendes kinder, mens hun skreg og klynkede. "Charles, stop, vær sød." Formåede hun at få hen over sine læber, selvom det var utroligt svært. Hun havde aldrig oplevet noget, der gjorde så ondt og det eneste hun kunne gøre var at se bedende op på ham.

[Charles Carrow]

En strøm af velbehag og galde pulserede gennem hans årer da den utilgivelige forbandelse susede fra tryllestaven og ind i den forsvarsløse kvinde på gulvet. Han stoppede for at høre ham bønfalde.  Synet burde røre ham et sted, der nu var lukket. Efter drabet på Jenkins var det groede til. Han kunne ikke nå ind til det. Ikke finde medfølelsen. Sådan kunne han kontrollere Philippa. Det var godt. 
Han satte sig på hug ved siden af hende og trak hendes tryllestav op ad lommen, for blot at kaste den langt ned ad stuen. Der var ingen plan oppe i hans hoved. 
"Hvordan kunne du gøre det mod mig?" spurgte han bittert, og lod en finger glide ned over hendes kind. En dråbe skælvede på hans fingerspids. "Jeg troede, du elskede mig."