Endnu en mide [TW: Tortur og ydmygelse]

[Philippa Carrow]

Monique Bonaccord

Philippa åbnede hoveddøren til opgangen ved hjælp af sin tryllestav. Hun gik hurtigt indenfor og gemte sig for regnen. Bag hende var Monique. Det var deres tur til at sætte tænderne i en mudderblods og denne gang var det tilmed en rimelig gusten en af slagsen.
"Tænk at nogen bor her." Mumlede Philippa og skar en grimasse. Det passede måske bare til det som kvinden var.
"Du kan gå først hvis du vil." Foreslog hun og gestikulerede mod trappen som førte op til hjemmet.

[Monique Bonaccord]

Monique var ikke synderligt knyttet til Philippa Carrow, men tanken om hvad de var taget af sted for at gøre havde alligevel efterladt hende i et særligt godt humør. Det var en særligt foragtelig sang de bourbe, de havde aftalt at aflægge et lille besøg.

"Ækelt," svarede hun og rynkede på næsen i væmmelse, mens hun søgte op ad trappen til boligen. "Er det her?" De var nået en snusket dør.

[Rebecca Kowalski]

Normalt slog Rebecca sig ikke ned – hun havde ikke haft en fast bopæl, siden hun havde forladt sine forældre. Det her var hendes første hjem…
Det kunne godt være at det var en snusket lejlighed, hvor murene knap nok havde spor af maling på sig længere – og gulvet var ridset og grimt. Men det var hendes.

Rebecca sad i sin sofa og læste en bog – en mugglebog – en krimi. Hun læste normalt ikke bøger, men den her nat skulle fejres, også selvom hun skulle fejre den alene.
Måske kunne hun endelig skaffe sig en hund? Måske en grand danois?

Lejligheden havde ikke mange møbler - og det eneste lys, var det, der kom fra hendes tryllestav.

[Philippa Carrow]

"Ja." Sagde hun da de stoppede op ved døren. Derefter bankede hun på. Planen var at lade som om de var de nye naboer der lige var flyttet ind og ville hilse på.
Derfor bankede hun på og ventede på at der ville blive åbnet op. Samtidig havde hun sin tryllestav i hånden. Parat til at angribe hvis deres plan skulle gå galt.

[Monique Bonaccord]

Monique trak håret lidt væk fra ansigtet og smilede ganske vist ikke, men en let trækning i den ene mundvige gav alligevel hendes ansigt et mildere udtryk. Afventende nikkede hun til Philippa, før hun vendte blikket mod døren igen.

[Rebecca Kowalski]

Rebecca hørte lyden af nogen, der bankede på døren.
Skulle hun åbne døren med lys, fortsat i sin tryllestav? Det kunne jo være, det var mugglere.

Hun rejste sig fra sin plads i sofaen, "et øjeblik!" kaldte hun i en desperat tone, før hun skyndte sig at få noget tøj, på sin nøgne krop.

Med hastige skridt, gik hun hen til døren og slukkede lyset fra sin tryllestav, før hun åbnede døren.
"Hej, undskyld... jeg har ikke fået installeret lys endnu - hvad kan jeg gøre for dig.." hun opdagede en skikkelse bag kvinden, hun kun kunne se på grund af lyset i gangen, "jer?" rettede hun sig selv.

[Philippa Carrow]

Philippa smilede venligt til kvinden og så derefter på Monique et kort øjeblik.
"Vi er lige flyttet ind og vil gerne komme og hilse på." Sagde hun og tillod sig derefter at invitere sig selv indenfor. Hun gik ind ad døren og håbede at dette ville distrahere mudderbloden nok til at hun kunne afvæbnes.

[Monique Bonaccord]

Døren gik op og Monique fulgte Philippas eksempel med det venlige smil. "Lære vor' naboer at kende," tilføjede hun og fulgte hende ind i lejligheden uden at spørge om lov.

Staven var allerede trukket og blev nu fremdraget fra skyggerne af hendes gevandter. "Expelliarmus!" hvislede hun, som hun lukkede døren i efter dem med foden.

[Rebecca Kowalski]

”Jamen kom… ind” hun kiggede efter dem, som de bare bevægede sig indenfor. Hun hævede kort et bryn af dem.

”Jeg havde ellers ikke troet at jeg nogensinde ville komme til at møde mine naboer,” og måske burde hun være lidt mere forsigtig? Folk der boede i den her blok, virkede som om de godt kunne være nogle skumle mugglere… Men de her piger virkede nu alligevel kun sære – og ikke specielt skumle.

Dog nåede hun ikke at sige mere, før de overraskede hende med en afvæbningsbesværgelse. Hun løftede sine hænder op over sit hoved, forskrækket, efter at staven var fløjet ud ad hendes hænder.
”Hvad… hvad sker der?”

[Philippa Carrow]

"Obscuro" Sagde Philippa hvormed et tykt lag af stof lagde sig over mudderblodens øjne.
Et øjeblik efter gik hun hen til døren og låste den så der ikke var nogen der ville forstyrre dem.

[Monique Bonaccord]

Monique greb tryllestaven med lethed og studerede den med et begejstret udtryk. Det gav hende altid en varm følelse i brystet, når hun holdt en anden magikers tryllestav. En følelse af magt, der ikke kunne sammenlignes med noget andet.

"Sh-schh," tyssede hun kattevenligt og rettede staven mod døren. "Langlock." Med mudderblodens tunge limet til ganen burde de kunne få noget tavshed.

[Rebecca Kowalski]

Ved tabet af sin tryllestav, fik hun følelsen af at hun ikke ville få den tilbage igen. Hvad ville de?

Hun ville have sagt noget til dem, men Langlock besværgelsen gjorde det umuligt.
Hun endte med at bakke bagud, blindet af obscuro besværgelsen. Hun fandt med ryggen en væg, som hun holdte sig opad.

Hun kunne næsten mærke sit hjerte oppe i halsen, og hun begyndte at føle sig svimmel. Hun var forsvarsløs på alle måder - det eneste hun nu havde var sine næver, men det var ikke en stor trøst, når de to andre havde tryllestave og synet med dem.

[Philippa Carrow]

Philippa pegede på mudderbloden med sin tryllestav og smilede en anelse. Derefter mumlede hun afdæmpet "Imperio."
Målet var at få kvinden til at tage sit tøj af, for det var jo ikke sjovt at hun følte sig værdig nok til at være iklædt.

[Monique Bonaccord]

Monique fulgte nysgerrigt med, mens Philippa tvang kvinden til at afklæde sig selv. Hun havde selv brugt den utilgivelige besværgelse et utal af gange, allerede med Antoinette Millefeuille tilbage på Beauxbatons.

“Synes du selv, du er køn?” hviskede hun og tog et skridt tættere på kvinden. “En køn lille sang de bourbe? Tror du nogen bekymrer sig om dit ydre, når de kan lugte dit blod?”

[Rebecca Kowalski]

Da hun blev ramt af imperio besværgelsen, og det var her hun vidste med sig selv at der nok ikke var en stor chance for at hun skulle se dagen i morgen - hun havde trods alt set deres ansigter.

Hun græd ikke, hun havde levet hver dag, som var det hendes sidste - og nu var den kommet. Hun overvejede om hendes forældre nogensinde ville finde ud af at hun var død?

Hun begyndte at klæde sig selv af, ydmyget, mens hun hørte stemmen på en af heksene, der spurgte om hun selv synes hun var køn. Hun prøvede at svare, men hun kunne ikke, så i stedet måtte hun ryste på hovedet, i et spinkelt håb om at de ville lade hende være. Hun gættede at sang de bourbe ikke var et pænt ord..