Ærlighed er din værste fjende.

[Lucas Selwyn]

5. September 2025 - Til Vera M. Selwyn

Lucas havde været krop umulig. Han havde teet sig som et lille barn som ikke havde fået sin vilje, blandet sammen med en hvis verden var faldt sammen. Alle hans murbrokker som han havde brugt årevis på at bygge op omkring sit sind, var faldet til jorden over nyheden. - Han havde efter høstfesten fået at vide at der var blevet arrangeret et ægteskab mellem ham og Camille Zabini. Det var fuldstændig vanvittigt. Han havde regnet med at han i det mindste havde haft en form for indflydelsen, og nu følte han bare at hele hans familie havde vendt ham ryggen.

Han havde ikke haft nogen intentioner om at finde Vera, men da han alligevel havde genkendt hendes skikkelse kunne han ikke holde sig tilbage og kunne mærke hvordan hans ben allerede styrede i hendes retning.

"Vera." Han havde naturligvis set sig om, at ingen var at se da han trak hende til side.

[Vera M. Selwyn]

Vera havde brugt hele dagen på værelset på svinet, før hun havde formået at bevæge sig nogle steder. Hun havde derefter fundet vej tilbage til sit hjem i Galway og i det øjeblik hun var kommet indenfor, havde hendes stedmor råbt af hende fordi hun havde været væk så længe. Det havde udviklet sig til et længere skænderi, som var endt med at Vera var gået ud af døren.

I dagene efter havde hun nærmest ikke været hjemme, kun for at sove og spise lidt mad. Hun havde været på druk med sine irske mugglervenner og været sammen med et par fyre, mens hun havde været sanseløs fuld. Det havde derfor været hårdt at skulle tilbage til Hogwarts. Hun havde egentlig ikke lyst. Hun gad ikke se Lucas igen.

Nu gik hun en tur udenfor iført en kort nederdel og en hvid skjorte. Det var alt for koldt men hun var ligeglad. Hun så slet ikke Lucas, før han greb fat i hende og hun blev hun nødt til at følge med ham og bandede højlydt.
"Hvad laver du Lucas?" Sagde hun irriteret og forsøgte at vride sig løs fra hans greb.

[Lucas Selwyn]

"Lad være med at se på mig på den måde" mumlede Lucas og rystede frustreret på hovedet. Han strøg en hånd gennem det snart halvlange mørke hår der slog sig i fine krøller. Hans blik var direkte på hende, og hans opmærksomhed veg ikke fra hende.

"Jeg har tænkt på dig." hviskede han hæst.

[Vera M. Selwyn]

Vera ville ikke give ham lov til bare at dukke op og starte deres forhold op påny som om ingenting var sket. Hun var vred på ham. Han var forsvundet. Nu ville han starte det op igen, sikkert fordi han ville knalde.
"Jeg vil se på dig lige som jeg har lyst til." Sagde hun fortvivlet og fik tårer i øjnene.
"Jeg har ikke tænkt på dig." Vrissede hun og så ham surt i øjnene. Hun havde ikke tænkt på andet end ham, men det ville hun ikke fortælle.

[Lucas Selwyn]

Lucas tog fat om begge hendes arme og trak hende tættere på sig. "Du lyver" hviskede han stille. Han kunne mærke at han var på nippet til at miste sin besindelse og var slet ikke rede til at skulle fortælle hvordan hele hans verden var faldet fra hinanden.

"Jeg er blevet forlovet." det kom så sammenbidt fra ham at man næsten ikke kunne hører det.

[Vera M. Selwyn]

Vera vred sig en anelse, men hun overgav sig alligevel hurtigt da han lagde armene om hende. Hans næste ord var så voldsomme, at hun næsten ikke kunne overskue hvad de betød.
"Forlovet? Jamen hvad? Du er jo ikke engang myndig endnu." Sagde hun og så ham i øjnene en smule forvirret.
"Det giver ingen mening Lucas. Du har slet ikke sagt noget om at du var glad for en anden." Hun forsøgte en smule halvhjertet at skubbe ham væk.

[Lucas Selwyn]

"Det er mine forældre da fuldstændig ligeglade med" vrissede Lucas og rystede på hovedet. De brune øjne hvilede i hendes og hans hjerte sprang et slag over og kunne mærke hvordan spændingen sitrede i hans fingre.

"Jeg er ikke glad for nogen anden." mumlede han og så kort væk og bed ned i læben. "Jeg er glad for dig." det var mere en konstatering end noget andet. En oplysning på de usagte ord og uforløste følelser.

"Jeg er forelsket i dig"

[Vera M. Selwyn]

Vera var så forvirret. Hun havde troet af alt var ovre mellem dem efter han havde forladt hende på svinet. Hans ord satte en voldsom følelsesmæssig reaktion igang i hende og hun begyndte at græde en anelse.
"Er du det? Men det, du sagde jeg ikke måtte." Sagde hun og tørrede sine øjne. Hun havde svært ved at være glad, når hun havde været ulykkelig så længe og nærmest gjort et forsøg på at komme over ham. Hun var ikke sikker på hun var glad for ham mere, ikke efter den måde hun havde følt sig på svinet.

[Lucas Selwyn]

Lucas sukkede svagt. "Jeg ved det.." mumlede han og gned en hånd over ansigtet. Han var selv rimelig frustreret over det hele og selvom han var meget bevist om at det han havde gang i virkelig ikke var særlig godt, så ville han ikke stoppe sig selv.

"Jeg er ikke kun forelsket i dig." hviskede han. "Jeg elsker dig."

[Vera M. Selwyn]

Vera måbede en anelse, da han tilmed sagde e-ordet. Hun havde bare sagt at hun kunne lide ham, hun var slet ikke klar til at sige at hun elskede ham. Specielt ikke efter det der var sket.
"Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige." Sagde hun og blinkede lidt med sine øjne.
"Det er bare svært for mig at stole på dig efter det der skete, det gjorde mig utrolig ked af det." Fortalte hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun betragtede ham usikkert.

[Lucas Selwyn]

Lucas stirrede på hende. Han vidste ikke hvad han havde forventet af hans meget ærlige konfrontation. Men han havde følt at det var noget han var blevet nødt til at få sagt inden det hele eskalerede.

"Jeg kunne bare ikke helt håndterer det." sagde han tungt og vidste udmærket godt at det ingen undskyldning var. Han trak hovedet til sig.

"Men du er desuden også bedre tjent uden en som mig" Det var ikke spor bedre og det føltes som om han trådte vande.

[Vera M. Selwyn]

Vera forstod ikke hvad der skete. Han havde lige sagt han elskede hende og nu trak han i land. Det forvirrede hende. Hvorfor ville han ikke være sammen med hende - eller nærmere, hvorfor mente han ikke han var god nok?
"En som dig?" Sagde hun og sukkede dybt. "Jeg er bare overrasket." Tilføjede hun og smilede en anelse.
"Hvorfor mener du at jeg er bedre tjent uden? Er det ikke altid godt at være sammen med en der elsker en?" Spurgte hun undrende og trak øjenbrynene sammen.

[Lucas Selwyn]

"Jeg ved heller ikke hvorfor jeg sagde det" mumlede han og strøg frustreret hænderne gennem håret. "Jeg kan ikke finde ud af noget mere." erkendte han og bakkede tilbage og satte sig op af slotsmuren.

"Vi bryder alle mine forældres love og går imod alle deres forestillinger. Jeg mister alt hvis jeg ikke ender med at gifte mig med Camille. Ryet er så vigtigt for dem." han gned sine øjne og kunne mærke frustrationen spænde i nakken.

[Vera M. Selwyn]

På trods af hun havde været vred på Lucas var det svært for hende at forsætte det, når hun kunne se hvor meget han kæmpede med sin situation. Af og til var hun glad for hun ikke var rig, det var så fængslende på nogle punkter. Hun endte med at sætte sig ned ved siden af ham.
"Det må være skræmmende at kunne miste hele ens fremtid, hvis man gør noget forkert." Sagde hun og tog hans hånd med et forsikrende smil på sine læber.
"Men penge betyder ikke alt. Jeg har aldrig haft særlig mange." Sagde hun afdæmpet og så ham i øjnene.

[Lucas Selwyn]

"Jeg har ikke kendt til andet. Jeg ved slet ikke hvordan jeg kommer ud af det. Min familie og ry er nærmest alt jeg er bygget op omkring" sagde Lucas stille. Han kunne slet ikke overskue at skulle gå mod sin familie og måske miste de fleste af alle sine relationer på skolen. Han ville jo blive stemplet som en forræder.

"Men du er noget, - du er det bedste der er sket for mig" sagde han stille og så endeligt op på hende.