Det er med Drager

[Marcas MacFusty]

Michael MacFusty

Marcas var blevet overrasket, den dag, han havde fået at vide at hans bror skulle giftes. Han havde end ikke mødt kvinden han skulle giftes med, Eller jo det havde han så, for hun var også professor på Hogwarts. Det var virkelig mærkeligt, men hvis det gjorde Michael glad, så var det i sidste ende nok vigtigste for Marcas.

Han selv havde egentlig bare nydt maden til brylluppet. Han havde da overvejet flere gange om han burde holde en tale for sin bror, men det var nok bedst at lade være, når ikke han var forberedt. Middagen var efterhånden forbi og der var tid til at mingle lidt inden dessert. 
Marcas fandt op til sin bror og hilse på. "Tillykke storebror." Der havde været så mange at det ikke havde været til at sige tidligere.

[Michael MacFusty]

Michael og Ember havde annonceret deres forlovelse officielt i starten af ferien og han selv var blevet trukket til Hebriderne for at stå skoleret for sine forældre. Nu, halvanden måned senere, var det sket. Han var en gift mand og han havde brugt hele festen på at skulle tage imod lykønskninger. Det hang ham lidt ud af halsen, men han smilede alligevel, da Marcas stoppede ved ham.

"Tak, lille lort," brummede han varmt og uglede det røde hår med den eneste hånd han havde tilbage.

[Marcas MacFusty]

Det var måske svært at se for andre, men Marcas var blevet lidt mere bevidst om sig selv efter at have mødtes med Mairwen to gange nu. Derfor begyndte han også straks at rette håret ud igen da Michael havde roddet det. "Aj!" Lød det irriteret fra ham. 
Selvfølgelig holdt af af sine brødre, men nøj hvor følte han sig bare tit som den alle kunne drille på. Nå det måtte i midlertid lige blive lagt til side. Han kiggede overpå Ember og så tilbage på sin bror, og kløede sig i nakken. "Det her bliver altså lidt sært, men hvis du er glad så er jeg det også."

[Michael MacFusty]

Michael fnøs muntert over protesterne og lagde absolut intet i dem. Han var en tilfreds mand i dag og sværere at stille utilfreds. Ikke at det var umuligt.

"Hvad bliver sært, Marcas?"

[Marcas MacFusty]

Marcas skrabede nervøst foden imod gulvet, usikker på om Michael nu ville blive sur på ham. Men altså en ting var at hans bror var lærer på skolen, skulle hans svigerinde nu også være en af skolens professorer? "Det er bare.. Hun er jo professor på skolen." Lød det så fra ham, mens han tænkte at det helt sikkert ville blive svært med privatliv på skolen, hvilket var rigtig træls nu han havde mødt Mairwen og gerne ville lærer hende bedre at kende.

[Michael MacFusty]

Michael hævede begge bryn og kastede et blik over på Ember MacFusty, som strålede til festen og gav ham en pudsig, stolt følelse i mellemgulvet.

"Ja...?"

[Marcas MacFusty]

“Det er altså lidt mærkeligt” gentog han og besluttede sig så for i stedet at nævne det, han egentligt var kommet derhen for. Hvorfor det egentlig var Michael han gik til, var lidt usikkert, måske fordi han heller ikke opdrættede drager længere. Måske Marcas en dag som i dag ville være god at snakke om. “Men Michael, der var egentlig noget jeg gerne ville tale med dig om.” Han kløede sig lidt i nakken før han fortsatte. “Jeg overvejer lidt at blive forfatter. Skrive bøger om drager selvfølgelig, men altså... hvordan synes du det lyder?” Han var usikker, men altså det var måske bare bedst at få det ud af verden, lidt ligesom at rive et plaster af.

[Michael MacFusty]

Michael var i godt humør, men ved Marcas' spørgsmål skød hans bryn op. Han fnøs en enkelt gang.

"Jeg synes det lyder som om du tror det er en valgmulighed, selvom du burde være klar over, at MacFusty mænd er dragetæmmere."

[Marcas MacFusty]

Men Marcas havde ikke lyst til at opdrætte Drager, han var for bange for at miste en hånd, eller endnu værre, at miste livet! Den frygt kunne han ikke lægge fra sig og han turde ikke rigtig nævne den for Michael. Han ville sikkert grine af ham eller noget. “Men...” ja, hvad skulle han egentlig svare? Michael havde mistet sin hånd og Murray lå med brandskader på Mungos, så tilbage var kun ham og Mungo. Marcas sukkede dybt. 

[Michael MacFusty]

"Nej," svarede Michael simpelt. Ikke fordi han ikke havde sympati med knægten, men fordi familiens levebrød var bestemt i generationer før Marcas og han selv kom til.

"Du kan skrive i din fritid. Alt det du gerne vil."

[Marcas MacFusty]

Ih hvorfor skulle det også være så svært? Kunne han da ikke bare være som sine brødre? Men drager skræmte ham og det kunne han ikke rigtig komme ud over. “Men Michael.. hvad så hvis det ender galt for mig?” Spurgte han så. Om det var for nærtgående vidste han ikke, men måske var det tid til at finde en sikkerhed og et mål i det usikre. 

[Michael MacFusty]

Michael skulle til at spise sin lillebror af med et tamt svar om at han måtte tage det som en mand, men hans egen fortid spøgte og i stedet tog han ved hans skulder med den eneste og så ham dybt i øjnene.

"Så er familien der for dig, fordi du har været der for dem," svarede han både alvorligt og dybfølt.

[Marcas MacFusty]

Det Michael sagde betød faktisk mere i nuet, end man nok lige skulle tro. Der var em trøst i det, og det var noget Marcas havde søgt rigtig længe! Men som Michael sagde var han netop ikke alene,
som han hidtil havde følt sig! “Michael...” begyndte han lidt tøvende og skrabet lidt i gulvet. “Dragerne skræmmer mig altså.. og nej! Jeg er ikke en tøsedreng, det bare med alle de ulykker.” Så, nu var det sagt. Kortene var på bordet så måtte han se hvordan de blev spillet. 

[Michael MacFusty]

Den nyslåede ægtemand betragtede sin lille, men snart voksne lillebror med et blik fyldt af alvor. Han havde en anelse lyst til at stikke ham en dummeflad og bede ham tage sig sammen, men igen besindede han sig og tog i stedet en dyb indånding.

"Jeg har engang hørt fra en stædig løve, at ægte mod ikke handler om fraværet af frygt, men viljen til at trodse frygten for det, der betyder noget. Det er op til dig at finde ud af om din familie betyder for lidt til at leve op til de løfter fordelingshatten kom med, men jeg håber ikke du kan se dig selv i øjnene, hvis du ikke er villig til at give hvad du kan."

[Marcas MacFusty]

Marcas nikkede langsomt. Det gav faktisk rigtig god mening det Michael sagde, og det betød en hel del at han forsøgte at hjælpe, frem for bare at feje Marcas væk.Det var en af de tidspunkter Marcas blev glad over at spørge sin bror til råds, måske skulle han prøve det noget oftere. "Det giver god mening det du siger faktisk... Michael er du.. bange for dem? efter det med.. ja"  Han var ikke glad for at tale om ulykken, men hvis Michael kunne klare det, kunne han det, så kunne Marcas nok også finde ud af det. Eller hvert fald finde en måde at blive mere sikker.