Nattens glæder

[Duncan Brown]

Duncan kiggede på Patsy da hun rejste sig op, han greb dog hurtigt et tæppe som hun kunne hvilke omkring sig, så hun ikke stod med alt for meget hud fremme. "Morgenmad lyder godt." sagde han med et smil til Patsy og kyssede hende på panden og kiggede derefter tilbage på Tobias.

[Patsy Murray]

Patsy så til mens Duncan rakte hende et tæppe, det var ikke fordi det var koldt og begge havde jo set hende i nattøj før. Hun smilede dog og tog imod det så hun kunne svøbe det omkring sig. 
Så hørte hun Tobias rømme sig. “Patsy...” mere nåede han ikke at sige før hun afbrød. “Jamen far, nu kan du jo så lære Duncan at kende og du kan se at han er en god mand. For det er han og jeg elsker ham. Giv det en chance, så lover jeg vi ikke mødes på den her måde igen” Hun kiggede på sin far med et lille smil. Og tog så fat om Duncans hånd som hun kærligt klemte. 
“Fint Patsy til morgenmad, men så derefter må han tage hjem” Patsy tabte tæppet og gik hen og gav sin far et taknemmeligt knus. 

[Duncan Brown]

Duncan smilede til Patsy og tog hendes hånd da de gik ned til morgenmad. Bordet var fint dækket om og han smilede til de andre. Han placerede sig ved siden af Patsy og kiggede rundt på den lækre mad som stod på bordet. " Mrs. Murray det ser virkelig godt ud, tak fordi jeg må spise med." sagde han med et smil og tog en serviet og lagde den på sit lår

[Patsy Murray]

Patsy nåede lige at gibe sin kimono så hun kunne tage den over sig, da Duncan valgt at gå ud fra hendes værelse. Måske var han bare sulten? Patsy smilede til ham, og kunne godt mærke, at hun var nervøs. Nu skulle hendes forældre officelt møde hendes kæreste, eller hvad de nu var? Hun smilede dog da hun så sin mor, og slap Duncan for at gå hen og give hendes mor et kram.  
Eliza smilede tilbage til sin datter og kiggede så mod Duncan også. "Mor, Det her er Duncan.. Min.. øhm ja." Endte Patsy med at sige, reelt i tvivl om hvad han  var. Lige nu var han bare hendes Duncan, som det skulle være.
Eliza Hilste høfligt på Duncan og satte kaffen på bordet. Så sukkede hun lidt og kaldte på @theevilqueen5. Han skulle også vide at der var mad.

[Deleted]

Påklædning

Scott var iklædt blå t-shirt og blå cowboyshorts. På hovedet havde han en grå kasket og fødderne var stukket ned i et par hvide kondisko.

Han sad oppe på sit værelse, og rodede lidt med uret, som han havde fået af onkel på sin fødselsdag i sin tid. Det var et sjovt lille ur, som han så gerne ville skille ad. Han vidste bare ikke, om han kunne tillade sig det.

Lidt efter hørte han sin søster kalde på sig, og han gik nedenunder. Det syn han blev mødt af var Duncan, i deres hus. Han fnøs irriteret, men gav sin mor et kys på kinden, og gik ind i spisestuen.

[Duncan Brown]

Duncan nikkede ved synet af Scott og smilede til ham, de var måske ikke helt på talefod endnu efter det som var sket, men det var Scott som skulle komme med en undskyldning mente Duncan selv. Han nikkede til de andre omkring bordet som tog lystigt for sig, mens Duncan roligt drak sin juice og smilede til Patsy.

Det var svært for Duncan at få gang i en samtale, for hvad skulle han dog snakke om?

[Patsy Murray]

Da de alle havde sat sig om bordet, kiggede Patsy strengt på Scott og sparkede til ham under bordet. “Jeg skylder dig en tjeneste hvis du behandler ham godt” mimede hun med læberne. 
Der var en enormt akavet stilhed omkring bordet, og Patsy havde mest af alt lyst til at tage Duncan og gå tilbage til sit værelse. Hvad kunne hun finde på? 
Så fik hun en ide. Hun smilede til Duncan. “Måske du vil fortælle mine forældre lidt om hvem du er skat?”

[Deleted]

Påklædning

Scott nikkede til Patsy. Han forstod godt, hvad hun forsøgte at mime til ham, og han skulle nok prøve.

Han pillede lidt ved sømmene af sin blå t-shirt, mens han sad ved bordet. Han havde virkelig ikke lyst til at snakke med Duncan, eller bare sidde tilbords med ham for den sags skyld, men nu sad de altså her, og han måtte bare leve med det.

Da skævede han til Patsy, som pludselig talte. Han krympede sig lidt, da hun kaldte Duncan for 'skat', men viste ellers ikke sin ubehag.

// Sorry det har taget mig så lang tid, og at jeg har fået tråden til at gå i stå, men min hund blev aflivet og jeg havde-har ikke overskudet. Håber dog på at forsat kunne svare på den her tråd. Ellers så skriver jeg det, og så kan I bare spille videre uden mig

[Duncan Brown]

Duncan opfangede ikke den lille kontrovers Scott og Patsy havde med hinanden da han var fulgt optaget af at snakke med deres mor. Han smilede dog til Patsy og hostede kort. "Selvfølgelig skat. Jamen jeg hedder Duncan Brown. Jeg er søn af den kendte skuespiller Emma Diamond Brown, som i sikkert alle kender til - Jeg har dog ikke meget kontakt med min egen familie, og bor selv i en flot lejlighed i London, derudover er jeg som sagt på Hogwarts med jeres datter. Jeg er hufflepuff elev og går desværre et år om." sagde han og kiggede lidt ned i bordet over det sidste han sagde

[Patsy Murray]

“Og Scott” tilføjede Patsy med et lille smil, selvom hun nok havde håbet på noget lidt dybere end bare en præsentation. Hendes mor så dog vældig interesseret ud, mens Tobias mest af alt nok lignede en der mente Duncan var en pralhals. Hvordan det så ellers så ud. 

Patsy glemte næsten at spise, fordi hun følte det nødvendigt at holde øje med Scott, Duncan og sin far, og sørge for at de alle endte på samme banehalvdel. “Men Duncan du burde fortælle hmm og  måske at du kan lide skak...” åh nej det gik virkelig ikke godt det her og Patsy så lidt over på sin mor i håb om at finde hjælp. Så fik hun en ide. “Faktisk så mødte vi hinanden ved at nogle andenårs elever kom op og toppes over et spil skak. Duncan valgte så og vise mug skolen fra en ny vinkel, fordi han mente jeg ikke burde sidde alene indenfor”  hun drejede hovedet og smilede taknemmeligt til Duncan. 

[Deleted]

Påklædning

Scott sad bare og mukkede. Han lærte da noget nyt om Duncan, men han brød sig stadigvæk ikke om fyren. Uanset hvad han ellers kunne finde på at sige. Derfor endte han med at sige:

"Hvorfor skal du gå et år om, Duncan?"

Han vidste godt, at han ikke burde spørge, men han kunne ikke lade vær. Desuden var det morsomt, at deres far Tobias helleri kke så ud til at bryde sig om Duncan.

[Duncan Brown]

Duncan kiggede på Scott da han spurgte ind til ham, han tog det med et stort smil og nikkede blot. Han skulle ikke have lov til at gøre ham til grin og derfor hidsede han sig slet ikke op. "Tjo. Der er ikke så meget at fortælle. Jeg var et mørkt sted sidste år på Hogwarts hvor jeg kæmpede mod mange ting. Jeg fandt heldigvis Patsy som har hjulpet mig tilbage på rette spor. Selveste grunden til at jeg skal gå et år om var fordi som i nok ved, havde et skænderi med Professor Murray hvor jeg var ret respektløs. Hvilket jeg ikke kan undskylde nok for. Jeg har lige siden prøvet at holde min sti ren og være en pligtopfyldende elev" sagde han med et stort smil og kiggede på Tobias.

Han slog blikket tilbage mod Scott "Jeg vil sige jeg har gjort det godt. Blev jo også overfaldet af en elev, uden jeg overhovedet gjorde modstand, hvilket resulterede i en hjernerystelse." sagde han og smilte

[Patsy Murray]

Patsy himlede med øjnene af sin bror og overvejede kræftigt at sparke ham igen. Magen til provokation...
Duncan derimod lød til at redde det hele ret godt, hvilket fik et smil frem hos hende. Han løj ikke om det han sagde fik alligevel gjort det uden at pege fingre af Scott. 

Tobias sad for bordenden og fulgte med i samtalen. “En hjernerystelse ligefrem?..” han kiggede overrasket på Duncan og derefter kiggede han med et hævet øjenbryn på Scott. 

[Deleted]

Påklædning

Scott rystede blot på hovedet, og gjorde sig så lille som muligt, da Duncan begyndte at snakke om, da Scott havde slået ham.

Han sad bare og så uskyldig ud. Det var trods alt ikke hans skyld, at Duncan havde fået en hjernerystelse. Han var bare faldet virkelig uheldigt.

[Duncan Brown]

Duncan smilede til Scott. "Men jeg er ikke en person der bærer nag, så det er fortid, jeg vil bare se fremad og prøve at være den bedste version af mig selv, og være en god støtte for jeres datter/søster." sagde han og tog et sip af sin juice som han havde hældt op. Det hele virkede som et krydsforhør, men sjovt nok var Duncan slet ikke nervøs. Han var som han var, hvis de ikke kunne lide det, var det bare sådan