Du er som du er [S]

[Aurora Lionell North]

Aurora smilede omend ikke så meget som før, men det var okay. "Hun fik at vide det var bedst at tage det med ro efter hun... " Aurora kiggede ned i jorden. Det havde været så svært dengang. Hvis bare Ezra havde været der; Ikke at hun beskyldte ham for ikke at være der, men det ville have hjulpet. "Lægen sagde det var vigtig at hun tog det med ro." uddybede hun så bare, og håbede på hun ikke skulle forklare det yderligere. Det var hun ikke sikker på at hun kunne.

[Ezra North]

Ezra lyttede da hun fortalte om sin mor "Så håber jeg også hun tager den med ro, hvad er det præcis hun fejler?" spurgte han og smilede til hende. Hvis det var en mugglersygdom kunne hun jo nemt blive rask.

[Aurora Lionell North]

Det var svært at fortælle om, så hun måtte bruge lidt til på lige at finde ud af hvordan hun kunne forklare det. “Hmm hun har en eller anden blodsygdom, der gør hun let får blodpropper. Det skete første gang da jeg var 8. Det var uhyggeligt. Men nu bliver hun tjekket jævnligt så hun ikke falder om igen.” Det at stå og snakke med sin far om det, fik hende til at huske på den sommer hvor hendes mor pludselig var faldet om og hun kun havde været en enlig lille pige på 8 som ikke anede hvad man gjorde. Hun var dog endt med at gøre det rigtige, men det var hårdt. 

[Ezra North]

Ezra tog sig lidt til næsen "Hvorfor er hun ikke bare blevet kureret på Skt. Mungos?" Det lød meget underligt i hans øre hvorfor hun ikke bare var taget derhen. Han rystede lidt på hovedet og smilede til Aurora, der skulle gøres noget ved hendes mor, men det var noget de skulle snakke om sammen.

[Aurora Lionell North]

Aurora så ned i jorden da han spurgte til morens behandling. “Dengang hun.. faldt om vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Først... sad jeg og råbte på hende men hun svarede ikke. Så løb jeg ud på gaden. Det var en muggler jeg fik fat i, så hun gjorde hvad hun mente var bedst jo. “ Aurora havde ikke vidst hvad hun skulle gøre og havde derfor bare gjort hvad hun fik besked på. Det var ikke let at vide der var en bedre måde. 
Aurora bed sig lidt i underlæben, det var stadig ikke rart at tænke på hvordan det havde føltes. “Senere kom hun til undersøgelse på Sankt mungos men de havde svært ved at se det grundet hvad migglerne havde gjort på sygehuset. Men de mener vidst der er en fejl i hendes blod. “ hun forsøgte at forklare det så godt som hun kunne. 

[Ezra North]

Ezra tog sig til hagen og rømmede sig " Mon ikke der findes en løsning på problemet, ellers kender jeg en rigtig dygtig healer. " sagde han og smilede til hende, det var en forløsning at de kunne snakke normalt og smile til hinanden som alle andre uden der skulle være gnister mellem dem.

"Men det er op til din mor selvfølgelig. Vil gerne hjælpe hvor jeg kan." sagde han og smilede til hende og blinkede

[Aurora Lionell North]

Aurora smilede lidt af hans spørgsmål. "Det var blandt andet det hun skulle hav tjekket den fredag, jeg gerne ville have fri. Men jeg har ikke hørt resultatet endnu." Forklarede hun. Hendes mor havde sikkert besluttet sig for at vente til eksamenerne var overstået, så aurora ikke havde så meget mellem ørerne længere. 

Så så hun op på Ezra og bed sig lidt i kinden. Det hun ville spørge ham om var svært, men vigtigt for hende. "øhm.. altså.. Nu vil jeg ikke blande mig, men.. Hvis altså du og Andromeda... Vil du ikke nok være ærlig og... hmm... altså.. hvis jeg ovrhovedet har noget at sige, så.. hold dig til en. Hvis du besøger mor så lad det vide fra starten at de kun er venner." Hun ville ikke ud i alt muligt og ende midt i et kærlighedsdrama.

[Ezra North]

Ezra smilede til hende "Jeg er sikker på det er gået godt."

Han rømmede sig lidt hun nævnte Andromedas navn. "Din mor og jeg er fortid, og det ved hun også godt. Jeg var jo sammen med hende ikke så længe siden hvor vi snakkede om alting. Så det er der styr på.. " sagde han med et smil.

[Aurora Lionell North]

Aurora mærkede pludselig følelsen af at blive 20 kilo lettere, endelig var han der, den far hun altid havde haft brug for. Ham der sagde det hele nok skulle gå, og fortalte at der var styr på det hele. Uden at tænke over det lagde hun armene omkring sin far igen og lod ansigtet hvile mod hans bryst, der gav hun ham et rigtigt kram. “Tusind tak fordi du endelig er her” sagde hun. Med ‘her’ mente hun selvfølgelig i sit liv, hvor han altid havde manglet. 

Så de havde allerede snakket det hele igennem, det var hurtigt. Hun nikkede til hvad han sagde selvom det var lidt hårdt at acceptere, men hun forstod dem godt, begge to. 
Så tøvede hun lidt og så på sin far. “Er der en mulighed for at jeg må få min mors halskæde tilbage, hvis du stadig har den?” Det var lidt pinligt at spørge efter hvad hun havde sagt da hun smed den. 

[Ezra North]

Ezra grab i sin lomme og gav hende straks halskæden. " Selvfølgelig. Hvis der er noget tager du bare fat i mig.." Sagde han med et smil og gav hende et kram, hvorefter han vendte sig om og fortsatte sin gangvagt

// Out