Gamle Bånd, Nye Oplevelser

[Vera M. Selwyn]

Vera kunne næsten ikke holde ud at høre på hans selvbedrag og hun måtte spænde kæberne godt sammen, for ikke at sige noget hun fortrød. Det gjorde så ondt, at høre hvordan hans forældre havde forgiftet hans sind. At tro at noget så uskyldigt som en fest var forkert. Hun havde det som om hun skulle til at kaste op.

Hans næste ord gjorde det ikke bedre. Det faktum at han ikke ville høre om hende, at han forkastede en hel side af hende, som om den ikke eksisterede, gjorde ondt. Hun forsøgte ihærdigt ikke at fortrække en mine, at begrave sine følelser under et neutralt ansigtsudtryk, men det lykkedes ikke.
Derek forvandlede sig fra hendes gode ven, til en nonne og til sin far, alle dem der havde sagt til hende at hun var forkert.
Derfor rejste hun sig op og gik mod døren uden et ord. Hun blev nødt til at finde et sikkert sted, hvor hun kunne græde.

[Derek Faraday]

Det hele hændte så hurtigt, at han knapt nok havde registreret hvor fejlen var begået. Forvirret vendte han dog øjnene mod hende, som hun rejste sig.
Vera's mangel på ord, gav ham dog en god idé om at skylden var hans. Var det så forkert af ham, at han ikke ønskede at høre om hvordan hun ville knalde fyre i kosteskabe? I hans øjne, var hun altid langt bedre end hans forældre havde ment hende til at være. Så nej, han fornægtede ikke hendes forskellighed fra ham selv. Han var faktisk så hyper-aware omkring deres værdi-mæssige forskellighed, at det sommetider gjorde ondt, at han ikke var som hende, og hun ikke var som ham.

Hastigt, kom han selv på benene. Så hurtigt endda, at han helt havde glemt om tennisbolden i sit skød, og - trods sit milde OCD - ikke hentede den, som den trillede han ad gulvet, og mod det store vindue. Nej, hans kurs, og hele hans væsen, var mod fastrettet mod Vera.
"Vera, vent!" Som han begyndte at indhente hende, satte han farten en smule op. Herved forsøgte han hastigt at træde ind foran hende, for at stoppe hendes gang, "Undskyld. J-Jeg... Vær' ikke sur på mig!" Der var en bedende tone i hans stemme, og et forvirret glimt i de bekymrede øjne.

[Vera M. Selwyn]

Vera gik så hurtigt hun kunne, selvom hun ikke begyndte at løbe. Hun troede nemlig, at hun kunne gøre det så diskret som muligt, at folk omkring dem ikke ville lægge mærke til det. Dramaet. Hun reagerede altid så stærkt på ting og hun var ikke uvidende om, at folk syntes det var mærkeligt.

Hun var dog ikke sur på ham, bare ked af det og hun ville gerne være alene. Hun ville ikke have han skulle se hende græde og tårerne var allerede på vej ned ad hendes kinder. Derfor forsøgte hun at træde udenom ham, lige da han forsøgte at stoppe hende.

[Derek Faraday]

Da han så hendes ansigt, i et flygtigt øjeblik, mærkede han et hårdt stik i brystet. Som havde nogen boret en tryllestav godt en halv centimeter under hans hud. Uforstående, og ude af stand til at finde de rette ord, kunne han ligeså godt have ladet et spøgelse gå direkte igennem ham. For, ganske rigtigt, fik hun igen trådt forbi ham. Om han lod hende gøre det, eller blot var for forvirret til at stoppe hende med mere kraft, vidste han ikke.

"Vera!" Kaldte han, som hun syntes at forsvinde længere ned ad korridoren. Han følte sig naglet til gulvet, og til sin egen samvittighed. Det var én af de sjældne gange i hans unge liv, han virkelig mærkede en lyst til at bande, eller slå den nærmeste væg, "Vera..?" Stemmen blev lavere, og også mere sørgelig.

[Vera M. Selwyn]

Vera anede ikke hvor hun var på vej hen, men på et eller andet tidspunkt fandt hun et ulåst kosteskab hvor hun kunne gemme sig i. Det var egentlig ikke så langt væk fra fællesstuen, men for hende havde det føltes som en lang tur.
Endelig kunne hun sætte sig ned på gulvet og give sig til at græde, hun hulkede så voldsomt at det gjorde ondt i hendes mellemgulv og til sidst havde hun ikke flere tårer i sig. Hun følte sig så alene i verden, nu hun også havde mistet sin eneste ven, for hun regnede ikke med at de kunne tale sammen mere efter hvad der lige var sket.

[Derek Faraday]

Uforstående blev han tilbage, og forsøgte at ransage sine tanker for hvor fejlen lå. Hvor han havde trådt forkert, og hvordan i alverden han kunne såre hende så dybt, uintentionelt. Vera havde været hans childhood sweetheart, og vel også personen der havde åbnet visse dele af hans lærte fordomsfuldhed op. Han havde jo altid holdt af hende, - på trods af hans forældres modvillighed. Var det forkert af ham, at han ikke så hendes lyst til impulsiv sex i kosteskabe som en del af hendes essens? Havde hun ikke ligeså meget provokeret ham, ved at slynge det mod hans ansigt, selvom han ikke nød af høre den slags fra nogen..? Især ikke dem der vidste hvor meget hjerte han selv lagde i det?

Tårerne havde fyldt de unge øjne, som han stod dér - fastfrosset, som hendes skikkelse var forsvundet ned ad korridoren. Måske burde han følge efter hende, men hun virkede opsat på ikke at se sig tilbage.
Hovedet tippede en smule nedad. Som var han en hundehvalp badet i skam. Dernæst satte han kursen mod Opholdstuen.

//Afsluttet//