At være god nok...

[Patsy Murray]

Outfit

Tidspunkt: d.28. maj Eftermiddag
Tråd til Duncan Brown

Efter spisepausen havde Patsy fundet en ung grævling, som hun havde bedt løbe med en lille seddel for sig. Sedlen var selvfølgelig til Duncan, og i den stod der at hun gerne ville møde ham omme bag skolen når timerne var forbi og de begge havde fri. Hun havde givet den lille grævling at stykke chokolade, som tak for hjælpen.

Nu var det ved at være tid, og Patsy havde lige kunnet nå op og skifte tøj. Det blev til et par meget korte hvide short, rimelig lavtaljede. Hun havde egentlig lidt kasseret dem, fordi hun synes de viste for meget hud, og en rød halv gennemsigtig dybt udringet bluse. Kun med en bh inden under.Hun lagde lidt ekstra make up end hun plejede og sørgede for at håret sad helt rigtig. 
Så kiggede hun sig i spejlet. jo, hun kune godt gå for at være en af den slags piger. Lidt lige som Clarissa fx.

Da hun kom hen til det planlagte sted, bredte hun et blødt stort tæppe ud, som de kunne sidde på. Det var heldigvis solskin og de kunne derfor nemt være udenfor. Hun tog sine sko af, så hun havde bare tæer og lagde sig så til på tæppet.

[Duncan Brown]

Duncan var lidt overrasket over den besked han havde fået, men synes det var en fed idé, så han bevægede sig ned bag skolen som sedlen sagde han skulle. Han så Patsy sidde på tæppet og smilede og gik derhen, han hoppede nærmest ned ved siden af hende og kyssede hende på kinden og betragtede hende kort "Har Clarissa haft fingrene i dig?" spurgte han og smålo. Ikke fordi det var en dårlig ting, men det passede slet ikke sammen med Patsy overhovedet.

[Patsy Murray]

Der gik ikke længe før Duncan kom og hun smilede derfor til ham. Det glædede hende at han lagde mærke til hendes tøj, og hun forsøgte sig med et skævt smil. Lidt ligesom dem på film. Hun rystede dog på hovedet. Nej, det var helt hende selv. "Kan du lide det?" Hun satte sig op på knæene og lagde en hånd på siden af hans hoved og gav ham et langt kys. Sådan som det skulle være.

[Duncan Brown]

Duncan havde det ikke for godt med den måde hun havde stadset sig ud, sådan havde han aldrig set Patsy, hvad var hun ude på? Hvorfor gjorde hun det? Han sukkede og kiggde på hende "Det er ikke dig Patsy. Du klæder dig ikke sådan... Hvorfor gør du det?" spurgte han og sukkede igen. 

[Patsy Murray]

Han reagerede ikke rigtig på hende kys. Måske havde hun gjort noget forkert? Hun prøvede derfor igang med et nyt kys, før hun svarede ham. "Det er bedre ikke? Jeg ville gøre dig glad." Hun smilede til ham, selvom det virkede en anelse påtaget. så lagde hun armene om ham og begyndte igen at kysse ham. den ene hånd førte hun op i håret på ham. Som hun havde set så mange andre gøre det. Han skulle nok blive glad, og så ville han blive sikker på at hun var den rigtige for ham. 

[Duncan Brown]

Duncan havde det rigtig underligt, han trak sig lidt fra Patsy og fjernede hendes hånd fra hans hår. Duncan ønskede ikke det skulle være sådan her. Det var ikke Patsy, hun prøvede at være som andre piger, og Duncan brød sig bestemt ikke om det. Han rejste sig blot op og kiggede på hende med et sørgeligt blik

"Ved ikke hvor du har fået den idé fra, men hvis du ikke er Patsy så smutter jeg igen. Det her er ikke dig. Jeg kom for at være sammen med Patsy, ikke en billig bimbo. Patsy har stil og stærke holdninger."

[Patsy Murray]

Da han rejste sig blev hun overrakset og også ked af det. Det havde jo været meningen at han skulle blive glad. gjorde hun det ikke godt nok? Hun kiggede ned på tæppet. En lille kvist var kommet ind på tæppet, den tog hun mellem to fingre og sad og og snurede den rundt. 

Gik han nu? Ordene han kom med var hårde og gjorde kun det hele værre. Hun vidste havd Clarissa havde sagt for noget tid siden da de havde snakker og hun havde godt lagt mærke til hvordan han havde kigget på hende den anden dag. "selvfølgelig er jeg Patsy. Hvem skulle jeg ellers være?" Spurgte hun men så ikke op på ham.

[Duncan Brown]

Duncan fnøs en smule af hende, han vidste ikke hvem den pige der sad nede foran ham var. "I så fald så smutter jeg igen. Jeg kan slet ikke genkende dig Patsy. Jeg forelskede mig i en pige som havde stærke holdninger og som var sig selv. En som ikke prøvede at være noget hun ikke var, og lige nu synker du ned på et niveau som jeg ikke vil være med på" sagde han og vendte sig om og begyndte at gå tilbage mod slottet, mens han rystede på hovedet 

[Patsy Murray]

Det var hårde ord der kom fra Duncan nu og de ramte Patsy endnu hårdere. Det gjorde ondt langt ind i hende og hun mærkede hvordan det begyndte at svie i hendes øjne før de første tårer løb ned over hendes kinder. Hun samlede tæppet sammen og sad og krammede det i favnen, den del hun ikke sad på altså.
Duncan gik og nu sad hun bare der tilbage, helt alene. Hun snøftede lidt, men blev bare siddende. faktisk virkede hendes ben sikkert ikke hvis hun havde prøvet på at rejse sig, konkluderede hun. Hun kunne lige så godt bare blive siddende her til nogen kom ud af skoven og åd hende.

[Duncan Brown]

Duncan sukkede ved lyden af hendes hulken. Han valgte dog at ignorere det. og fortsatte mod slottet 


// out 

[Deleted]

At være god nok...

Scott var ude og gå en tur langs skoven, da han så nogen sidde på et tæppe, lidt derfra hvor han var, og græde.

Han skyndte sig over til vedkommende, og genkendte først ikke sin søster, for hun var virkelig dullet op. Men efter kort tid så han, heldigvis inden han fik åbnet munden, at det var Patsy.

Hans hvide sneakers, med sorte striber, knirkede let, som han gik hen til hende. Han havde grebet om bunden af sin hvide t-shirt, som han stod næsten ved siden af Patsy.

"Hej Pats. Er du ok?" spurgte han bekymret, og satte sig ned ved siden af hende, bare i græsset, for hun krammede resten at tæppet ind til sig.

Påklædning

LAIKA OF ADOXOGRAPHY

[Patsy Murray]

Der var nogen, der nærmede sig, og da Patsy så at det var Scott, trak hun tæppet tættede omkring sig. Han skulle ikke se hende sådan. Det var simpelthen så flovt. Hun græd dog stadig og rystede bare på hovedet som svar på hans spørgsmål. Nej bestemt var hun ikke okay.
Da han havde sat sig ned, tippede hun over så hun lå med hovedet på hans lår og græd stille der.

[Deleted]

At være god nok...

Scott så forbavset ud, da han opdagede, at hun græd åbenlyst foran ham. Det plejede hun ikke at gøre, så der var mærkeligt nok i sig selv.

Han aede hende over håret, da hun lagde sig med hovedet på hans ene lår og græd videre. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han gjorde det eneste han kunne gøre, og det var at ae hende over håret. Det var det han kunne gøre lige nu.

Efter lidt tid græd hun stadigvæk, og han forsatte med at ae. Så måtte hun selv finde ud af, hvad hun ville og hvornår. Han sad der bare, hvis hun havde brug for at snakke.

Påklædning

LAIKA OF ADOXOGRAPHY

[Patsy Murray]

Hun græd fortsat  men det hjalp meget at Scott var der. Det føltes rart og trygt. Hun var simpelthen så flovt. Til sidst forsøgte hun dog at tærer øjnene og forklare sig. “Han ville slet ikke kigge på mig. Han kaldte mig bare en billig Bimbo og gik” hun hulkede lidt igen og gemte hovedet under tæppet. Hun var simpelthen så flov over sig selv.

[Deleted]

At være god nok...

Scott aer hende forsat over håret som hun græd. Hvad kunne han ellers gøre? Ikke så meget andet lige nu. I hvert fald ikke før hun sagde et eller andet.

Og det gjorde hun også nu.

"Hvem? Duncan?"

Han knyttede hænderne, uden at tænke over det, og stoppede derfor også sin aeen. Han var enormt vred over, at en dum fyr havde såret hans søster.

"Skal jeg tage en snak med ham?" spurgte han og knækkede ufrivilligt knoer. Det var ikke noget han lagde mærke til, at han gjorde.

Påklædning

LAIKA OF ADOXOGRAPHY